SnapsTalks taler til hjerne og hjerte

Foto: Viborg Kommune. Amtmandens Have lægger hus til nogle af de SnapsTalks, der finder sted.
dato

Snapsting præsenterer i år et nyt koncept - SnapsTalks. Alle kan deltage og blive klogere på alverdens ting.

Som noget helt nyt i år vil Snapsting gøre det muligt at blive klogere, inspireret og underholdt i fællesskab med andre gennem en række SnapsTalks. Med foredrag, debatter, formidling og fortællinger rundt om i byen bliver det muligt at deltage i SnapsTalks der taler til både hjerne og hjerte.

Musikken og festen er en stor del af Snapstings DNA, og sådan skal det være. Men det oprindelige Snapsting, der fandt sted fra midten af 1400-tallet og til begyndelsen af 1800-tallet, bød også på kaffesaloner og klubber, hvor man debatterede politik, kultur, det der rørte sig i samfundet og tidens hotte emner. Så SnapsTalks er inspireret af det oprindelige Snapsting, men navnet er nyt.

Amtmandens Have lægger kulisse til en del SnapsTalks, mens, andre finder sted på store og små scener rundt om i byen. Det er Anders Kristensen - også kendt som KulturAnders, der er tovholder på de mange SnapsTalks, der finder sted i netop Amtmandens Have.

- Jeg glæder mig over de mange SnapsTalks, der er kommet med i programmet. Der er jo emner inden for næsten alt. I det hele taget er jeg glad, for de "mere stille" events, som der heldigvis også er plads til i Snapsting, og som er med til at give Snapsting et bredere og folkeligt image, siger han.

SnapsTalks i 2023 giver blandt andet mulighed for at få mere viden eller debattere om, hvad der rører sig i byen, hvordan vi bliver mere grønne, hvordan man lever med et handicap og hvordan vi bliver mere stolte af al den kreativitet Viborg rummer. Gæsterne kan også deltag i en kunstsamtale, en snak om frivillighed eller måske bare en god historiefortælling.

Se alle SnapsTalks på snapsting.dk

Kilde: Viborg Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook