Den 12. maj 2023 summede der af aktivitet og glade røster, da cirka 150 elever fra specialundervisningen i Viborg Kommune var samlet til Spezial Handz & Mindz.
Det er et årligt tilbagevendende arrangement, hvor elever med specielle forudsætninger får et indblik i deres karrieremuligheder og dyster i erhvervsrettede aktiviteter, der er særligt tilpasset deres faglige niveau.
16 lokale virksomheder var repræsenteret ved arrangementet, og de præsenterede både deres fag og opgaver for eleverne, som samtidigt fik lov at få opgaverne i egen hånd.
Lokalt tvist
Spezial Handz & Mindz er designet med inspiration fra det nationale Skills koncept, for ordinære grundskoleelever og erhvervsuddannelseselever.
Viborg Kommune har valgt at lave sit eget koncept, tilpasset målgruppen. I Viborg kommune er der på tværs af områder og interessenter nemlig stort fokus på, at alle elever skal have mulighed for at gøre sig erfaringer med og få viden om mulige karriereveje.
Kiggede man ud over landskabet af fremmødte deltagere, kunne man se elever, der løste opgaver inden for metal-, male-, design-, omsorgs-, restaurations-, transport-, tømrer-, auto- og landbrugsfagene.
- Vi er utrolig glade og taknemmelig for, at så mange lokale virksomheder bakker op om arrangementet. De har givet eleverne en unik mulighed for at få indblik i de mange forskellige erhverv, der er i Viborg kommune, sagde viceskolechef i Viborg Kommune, Hans Jørgen Hanghøj
Plads til hygge
Men dagen var ikke kun besøg hos virksomhedsstande og konkurrencer. Som deltager var der også rig mulighed for at hygge sig og møde andre unge.
”Vi hører fra eleverne og skolerne, at det er en festlig dag med masser af faglige udfordringer, læring og underholdning. Det giver eleverne mulighed for at finde ud af, hvad de er gode til og hvad de har interesse for at arbejde med eller uddanne sig indenfor i fremtiden. Samtidigt giver dagen lærerne og uddannelsesvejlederne et indblik i, hvad der optager den enkelte elev, så de kan vejlede bedre”, siger Jette Fabian, afdelingsleder i Jobcenter Viborg.
Det er Viborg Kommune og Havredal Praktiske Uddannelser, der står bag Spezial Handz & Mindz.
https://viborg.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/spezial-handz-mindz-faar-alle-med-paa-holdet/