Viborg er mestre i VAR

Foto: Viborg kommune.
dato

Omsorgsmedarbejderne i Viborg Kommune er så gode til at sikre, at de hjælper borgerne rigtigt, at Viborg Kommune er blevet kåret til VAR Superbruger 2023

VAR er et begreb, som de fleste sportsinteresserede danskere er kommet til at kende de seneste år.

Men selv om et forkert dømt straffespark kan fylde meget i nogle menneskers bevidsthed, findes der også et andet VAR, som faktisk er meget vigtigere.

Der er tale om VAR Healthcare, som omsorgsmedarbejdere i næsten alle kommuner bruger til at sikre, at borgerne får den bedste behandling og at eksempelvis medicinering foretages korrekt.

Og her har medarbejderne i Viborg Kommune udmærket sig både ved at være blandt de flittigste brugere af systemet og ved at komme med rigtig mange gode input til forbedringer.

- Systemet indeholder en lang række oplysninger, illustrationer og videoer, som medarbejderne bruger ude hos borgerne. Det kan eksempelvis handle om, hvordan man giver insulin, håndterer et kateter eller hjælper med borgernes personlige pleje og ernæring. Derfor er jeg rigtig glad for, at medarbejderne i Viborg Kommune er flittige brugere af systemet. Det betyder nemlig, at borgerne får den rigtige behandling, og at risikoen for fejl bliver mindre, fortæller, Rikke Holm, der er kvalitetsfaglig udviklingskonsulent i Viborg Kommune.

Vigtig feedback

Men faktisk får Viborg Kommune ikke kun prisen, fordi medarbejderne er flittige brugere af VAR.

Medarbejderne i Viborg er nemlig også de bedste til at give feedback omkring brugen af systemet, hvis der eksempelvis er instruktioner, der er svære at forstå.

- På den måde gør mine kolleger en positiv forskel for borgerne ikke bare i Viborg Kommune men i hele landet, fordi feedback er rigtig vigtigt i forhold til hele tiden at gøre VAR bedre. Det har Viborg Kommune grund til at være rigtig stolte af, siger Rikke Holm.

Og skulle man sidde tilbage og undre sig over, hvorfor systemet hedder VAR, skyldes det såmænd, at VAR er navnet på en oldnordisk gudinde for visdom, der er så vis, at ingen hemmelighed kan holdes skjult for hende.


https://viborg.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/viborg-er-mestre-i-var-470370910931348/
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.